Musik kan noget – især i sorg...

 

 Jens-Christian Wandt der sang til Prins Henriks bisættelse, er aktuel med et program hvor han præsenterer sine egne favoritter fra salmebogen og højskole-sangbogen.

 

Han sidder dér som en stor glad dreng og ligner bestemt ikke det han er – en moden mand som sidste år rundede de 50. Der er smil på læben og der er entusiasme i stemmen. Man er ikke i tvivl om at den danske sangskat står hans hjerte meget nært.

 

"Den har jo fulgt mig hele livet, om det var salmebogen eller højskolesangbogen, de var en del af mit barndomshjem – både i glæde og i sorg, de var med ved middagsbordet, de var med i kirken, det er de stadig – og de ligger også i handskerummet i min bil og bliver ofte taget frem under længere ture."

 

Fra hjerte til hjerte

Jens-Christian Wandt har ikke noget imod at blive kaldt en stor glad dreng, han er faktisk glad for det, for som han siger ”det er som den glade dreng jeg fortolker mine sange”. Der ligger ikke nogen dybere intellektuel afhandling bag, men blot det enkle foredrag fra hjerte til hjerte. Det umiddelbare er vigtigt i Jens-Christian Wandts fortolkning. Han kan lide at sangen kommer som om ord og musik opstår her og nu.

 

"Når jeg synger fra hjertet, mærker jeg også at det går i hjertet hos modtageren, det må aldrig blive fortænkt, det fortænkte har intet at gøre med den danske sangskat – faktisk har det fortænkte slet ikke noget at gøre med sang."

 

Netop nu er Jens-Christian Wandt aktuel med et program som henvender sig til kirker, sognegårde, foreninger, organisationer... - og mange andre steder hvor man holder af at synge,   med titlen ”Sange til hjertet – ord til livet”. Et program hvor han præsenterer publikum for sine favoritter fra salmebogen og højskolesangbogen. Med solistiske indslag og fællessang kommer man godt omkring, og det hele bindes sammen med ord, tanker, anekdoter og fortællinger fra Jens-Christian Wandts eget liv. Om opvæksten på Vesterbro – det Vesterbro der dengang havde både to og tre baggårde og hvor Tove Ditlevsen var bydelens stærke stemme, men også om de senere års tætte bånd til Vendsyssel og især Skagen hvor han på 12. år er initiativtager og arrangør af Verdensballetten ved Den Tilsandede Kirke, en forestilling som præsenterer en række af verdens fineste balletdansere. Et kulturelt engagement som i 2012 indbragte ham Frederikshavn Kommunes kulturpris.

 

Sang lindrer din smerte

Men fortællingerne er også personlige bl.a. om faderens død – hvordan han bogstaveligt talt blev sunget ind i døden –

 

" min søster og jeg sad ved min fars dødsleje og sang ”Jeg er træt og går til ro” og midt i 2. vers åndede han ud, det var vi ikke i tvivl om, men vi sang salmen til ende og først derefter gik jeg ud til sygeplejersken og sagde at nu var min far død. Vi var ganske afklaret omkring det hele – fordi min far var afklaret. Han vidste hvor han var på vej hen, han havde fået sagt tak til os alle sammen, vi havde haft en andagt tidligere på dagen, den havde fulgt ham på vej, og fordi han var så afklaret og kunne give slip, så var vi omkring også afklaret – det var en stor hjælp, og sorgen – ja den var der naturligvis – vi havde mistet vores elskede far, men den blev aldrig ubærlig eller magtesløs."

 

Jens-Christian Wandt er sikker på at musik kan noget særligt i sorg –

 

"jeg har jo prøvet det på min egen krop, musik aktiverer noget helt særligt i dig når du er i sorg, det kan være følelsesmæssigt stærkt, men det er også forløsende og bærer dig gennem på en særlig måde. Mine venner kigger mærkeligt på mig når jeg siger at jeg hellere vil synge til en bisættelse end til et bryllup. Men det faktisk rigtigt – netop fordi musik støtter dig, og en solo til en bisættelse kan være afdødes personlige hilsen til de pårørende. Ofte har præsten ikke kendt afdøde men holder talen ud fra samtalen med de efterladte – det bliver aldrig rigtig personligt. Derimod hvis yndlingssangen lyder ved kisten så er der et nærvær der borer sig ind i hjertet."

 

Anemonen blev symbol på den danske prins

" Jeg mærkede det også da jeg stod og sang ved Prins Henriks båre. Jeg sang både til bisættelsen og til Castrum Doloris, og en af sangene var Kaj Munks Den blå anemone, om anemonen fra Lollands fede muld der ender i Vestjyllands barske sand – men alligevel blomstre hvert eneste forår. Det er kærlighed på trods. Historien om franske Grev Henri der blev til danske Prins Henrik er også historien om kærlighed på trods. Sangen blev et smukt symbol på hans fantastiske virke i Danmark – trods udfordringer og modstand."

 

Jens-Christian Wandt deler sit liv mellem lejligheden i det indre København og sommerboligen i Skagen. Som Københavner med stort K – født og opvokset midt på stenbroen, synes han det er vigtigt at komme ud og se hvad der rører sig udenfor hovedstadens bygrænse.

 

" Da jeg var barn og gik på Gasværksvej eller Istedgade – ja hvis solen skinnede var jeg glad og hvis det regnede var jeg mindre glad, men at vejret kunne have indflydelse på liv og død det tænkte jeg ikke over midt på asfalten mellem de store karreer. Men når jeg er i Skagen elsker jeg at gå ned på havnen, hilse på fiskerne og hører deres historier – også om deres kolleger som blev på havet, som netop pga. vejret, aldrig kom hjem. Eller jeg holder af at køre i det smukke Vendsysselske landskab, og er der en mark fyldt med køer, stopper jeg op, står ud af bilen og går over til indhegningen og brøler muhhhhh så godt jeg nu kan, pludselig står alle køerne og kigger ud på den anden side af hegnet for at se hvad det er for en ko der står derude, det er da herligt. Der var hverken køer eller landmænd eller fiskere på Vesterbro dengang jeg var barn, der er noget at indhente – men jeg elsker det."

 

Uimponeret på den gode måde

At der kan være langt fra Nordjylland til København og omvendt er noget Jens-Christian Wandt oplever igen og igen. Selvom Danmark er et lille land i udstrækning og befolkningstal, så byder det på en mangfoldighed af forskellige mennesker.

 

" Jeg gør meget ud af ikke at være ”Københavner-smart” – tror nu heller ikke det lige er den

betegnelse min venner ville bruge om mig, men jeg prøver at nedtone brugen af superlativer når jeg er i Nordjylland. Her kalder man en spade for en spade – jeg vil ikke sige man er underspillet, mere uimponeret på den gode måde. Nordjyderne er et stolt folkefærd men aldrig pralende. Hvor imod i København er vi gode til at sælge varen – måske også med ord der ikke altid kan bære. Jeg kan også se forskellen til Verdensballetten – det er jo en open air forestilling og det kan være barskt at opleve ballet og opera i en forblæst nordjysk klit, men nordjyderne klæder sig på efter vejret – om det er varmt eller koldt, vådt eller tørt... – i København handler det mere om hvordan man ser ud, selv i stiv kuling og tunge regndryp skal Chaneldragten luftes og gerne i selskab med 17 cm høje Louboutin-stiletter. Men jeg elsker det, elsker at vi trods vores forskelle er fælles i det at være danske og at vi favner vores forskellighed – som Niels Brunse skriver det i en af de sange jeg synger i mit program: ”Når verden lukkes ind bygger vi bro fra sind til sind”.


Vil du booke Jens-Christian Wandt til et program så kontakt:


mail: booking@jcwandt.com

tel. 22 47 74 10


 

 


Sange til hjertet - ord til livet

Sangprogram med Jens-Christian Wandt